BNV3_Jonas Nørregaard.jpg (1)

Sommercamps melder (næsten) alt udsolgt

2021 har vist sig som et rekordår for Bliv NaturligVis' sommercamps rundt omkring i landet, som nu er stort set udsolgt. I år skal flere børn af sted end nogensinde før.

Noget tyder på at danskerne for alvor har fået øjnene op for det fantastiske i at sende deres 8-13 årige børn af sted på en sommercamp. Ud i naturen, langt væk fra mor og far, hvor de skal være med til at jage, skyde og fange sin egen aftensmad, sove under åben himmel og finde nye venner rundt om et bål.

- Det er det bedste år nogensinde, jubler projektmedarbejder i Bliv NaturligVis Thomas Thoft Marcussen, som selv har været lejrchef på flere camps igennem årene.

Siden Bliv NaturligVis i 2017 satte sig i spidsen for at afholde de årligt tilbagevendende sommercamps, er konceptet vokset langsomt, men sikkert. Fra de oprindelige bare tre camps, er der i år hele 10 af slagsen, fordelt over hele landet. Og mens det tidligere kunne være svært at fylde pladserne i nogle områder, mens de i andre altid blev udsolgt meget hurtigt, er alle 10 sommercamps i 2021 nu stort set fuldt booket. Kun campen på Bornholm har lige akkurat to ledige pladser tilbage. I runde tal betyder det, at omtrent 200 børn skal ud og opleve naturen på en ny og spændende måde.

Men hvordan kan det være, at i år for alvor skiller sig ud?

- I år har vi haft et langt større fokus på markedsføring af vores koncept, ikke mindst på sociale medier, hvor rygtet har spredt sig. Men selvfølgelig spiller coronaen også ind. Mange familier tøver med at rejse til udlandet på sommerferie, og så ser man sig om efter spændende alternativer til børnene. Epidemien har jo også betydet, at langt flere danskere har søgt ud i naturen og har fået øjnene op for, hvor fantastisk den er. Det oplever børnene jo også, forklarer Thomas Thoft Marcussen.

Derfor kan nye målgrupper være blevet opmærksomme på sommercamps i deres eget område. Og det giver muligheder for fremtiden:

- Når en sommercamp først er oppe at stå i et lokalområde, så oplever vi faktisk ofte, at den kommer til at leve af sig selv. Den bliver kendt i lokalområdet, og der bliver kamp om pladserne. Mange deltagere er med flere år i træk, og når de bliver for store, står deres yngre søskende klar, lyder det fra Thomas Thoft Marcussen, som dermed har et begrundet håb om, at også de kommende år vil byde på masser af glade unger i landets sommercamps.

Der er arrangeret camps i Nord,- Syd-, Vest- og Østjylland, på Fyn og Langeland, på Nord- og Vestsjælland og på Bornholm. Bliv NaturligVis’ Sommercamps er for alle naturglade børn mellem 8 og 13 år, og foregår i tre dage i starten af skolernes sommerferie. Der er ingen krav til erfaringer med ophold i naturen, jagt eller andet. Man skal bare være klar til at få sig én på naturopleveren.

12. maj 2021
Skrevet af: Jacob Munkholm Jensen
Foto af: Jonas Nørregaard

Frivillig registrering

Tak for din registrering. Du vil nu modtage en e-mail med information om den videre proces.





Vælg profilbillede
Vælg billede Skift billede

Registrer Arrangement

Rediger event