Resized_received_799118257522216.jpeg

Spejderne fik én på opleveren

En gruppe spejderbørn fik en grundig indføring i jagtens verden, da de havde besøg af to frivillige formidlere fra Bliv NaturligVis.

Det er ikke kun skoler og børnehaver, der kan få glæde af en Bliv NaturligVis-formidler. Det opdagede en trup spejderbørn i alderen 8-13 år fra Langå til fulde, da de en varm sensommerdag blev meget klogere på jagt, vildtkød og tilberedning af mad på bål. På mange måder ligger det jo lige til højrefoden at spejdere, som i forvejen er friluftsmennesker, lærer en masse om jagtens mysterier og undervises i kunsten at tilberede vildtmad over bål.

De 14 spejdere var da også fyr og flamme over initiativet, hvor de to frivillige naturformidlere Ole Adolphsen og Johnny Funck Carlsen tilbragte fire spændende timer i børnenes selskab. Scenen var sat langt ude i naturen, hvor fire timer meget hurtigt kan få ben at gå på, når man ved hvordan ungernes interesse skal fastholdes:

- Vi havde medbragt lidt forskelligt udstyr, blandt andet nogle buer, som børnene fik instruktion i, og som de kunne få lov til at træne med. Vi havde også taget en haglbøsse med, der er skåret over på langs, så man kan se hvordan den ser ude indvendigt. På den måde kunne vi begynde at fortælle børnene om de forskellige jagtformer, og om hvilken slags dyr man kan jage, fortæller Ole Adolphsen, der er en erfaren Bliv NaturligVis-formidler.

Ikke mindst havde han medbragt fem fasaner, som under stor interesse fra børnene blev klargjort. Lår og brystkødet blev skåret fri og dernæst tilberedt over det knitrende bål. Lidt ligesom at være af sted i vildmarken, hvor maden består af det, man henter direkte fra naturens eget overflødighedshorn.

- De syntes det var spændende. Jeg ordnede selv den første fasan, og så fik børnene ellers lov til at klare de resterende fire. Det gik fint, og de syntes at det stegte kød smagte lækkert, konkluderer den frivillige formidler.

For langå-spejdernes vedkommende var det den første oplevelse med Bliv NaturligVis - men det bliver næppe sidste gang at spejdere melder sig til at prøve kræfter med jagten, vildtet og naturens spisekammer.

Find en frivillig Bliv NaturligVis-formidler i dit lokalområde her.

spejdere_bnv1
07. oktober 2020
Skrevet af: Jacob Munkholm Jensen
Foto af: Maria Dyrendom Larsen

Frivillig registrering

Tak for din registrering. Du vil nu modtage en e-mail med information om den videre proces.





Vælg profilbillede
Vælg billede Skift billede

Registrer Arrangement

Rediger event