Vild mad i skolen inviterer eleverne til at gå i jægerens fodspor for at nedlægge et stykke vildt og derefter tilberede og nyde det sammen.
I vil møde rådyret, fasanen, anden og duen i den natur, de hører hjemme. Dernæst i køkkenet og på tallerkenen. Med andre ord er der her en unik mulighed for at følge det vilde kød i hele processen, lige fra det bliver nedlagt til det bliver serveret.
I klassen kan I arbejde med emnet "vildt som spise", læse om jagtens historie og eksperimentere i køkkenet med de vilde råvarer.
Et forløb omkring Vild mad i skolen understøtter især faget madkundskab, men kan bruges tværfagligt i fagene dansk, matematik, historie og natur/teknologi. Madkundskab og vildt er et stærkt og sjovt undervisningsforløb på det teoretiske, sanselige og håndværksmæssige plan.
Husk, at I kan få besøg af en frivillig Bliv NaturligVis formidler, som kan krydre undervisningen med sine erfaringer og kompetencer som jæger.
Forløbet kan med fordel suppleres af en vildtkasse, hvor I får leveret vildt kød til tilberedning. Kassen indeholder i alt 2 kg vildt af fasan, krondyr og gråand til eksperimenter i skolekøkkenet efter jægernes opskrifter. Til skoler og institutioner er kassens pris 350 kr. inkl. forsendelse.
Kombiner materiale og aktiviteter med besøg af en naturformidler og få det bedste forløb.